Tandkødsbetændelse og paradentose

Sundt tandkød er blegt lyserødt og overfladen let nubret, ved en undersøgelse af tandkødslommerne vil de have en dybde på 2-3 mm og der vil ingen blødning være i tandkødet.

Hvis snavs/plak får lov til at samle sig langs tandkødsranden over en længere periode, bliver tandkødet irriteret og giver anledning til tandkødsbetændelse/gingivitis. Tandkødet vil være rødt og i det fleste tilfælde let hævet, hvorved den nubrede overflade forsvinder. Ved undersøgelse af tandkødslommerne vil dybden ofte være mere end 3 mm pga. hævelse og der vil optræde blødning i forbindelse med undersøgelsen.

Tilstanden kan relativt simpelt behandles med øget fokus på mundhygiejnen, ved brug af tandtråd og forbedring af børsteteknik.

Hvis tandkødsbetændelsen ikke bliver behandlet, kan den i nogle tilfælde udvikle sig til paradentose. Paradentose er betændelsestilstand, som ikke alene involverer tandkødet, men faktisk hele tandens støttevæv, dvs. tandkødet, fibrene omkring tandrødderne og kæbeknogle. Betændelsestilstanden spreder sig ned omkring tandroden og nedbryder fibrene omkring tanden og får kæbeknoglen til at trække sig, hvorved den mængde knogle, tanden sidder fast i gradvist mistes. Hvis tilstanden ikke behandles vil det medføre at tænderne løsnes, de kan flytte sig og i sidste instans resultere i tandtab.

Det kan ofte være svært at forstå, at der er en betændelsestilstand i tandkødet, når det nu ikke gør ondt. Men det er desværre således at paradentose meget sjældent udviser symptomer i de tidligere stadier af sygdommen. Det er derfor, vi ved hvert eftersyn, kontrollerer tandkødets tilstand og tandkødslommernes dybde, så der kan igangsættes en behandling hurtigst muligt.

 

Paradentosebehandling

Hvis der er mistanke om paradentose skal sygdommens omfang i første omgang kortlægges, det gøres bl.a. ved målinger af tandkødslommernes dybde, om tandkødet bløder og om tænderne er løse.

Selve behandlingen består først og fremmest i motivation og instruktion i hjemmetandpleje med tandstikker, mellemrumsbørster og/eller tandtråd. Den største effekt på sygdommen er uden sammenligning det daglige renhold. Vi skal naturligvis sørge for at der er et godt udgangspunkt, dvs. et rent grundlag, det foregår ved at tandlæge eller tandplejer foretager rensning af tandkødslommerne samt rensning og afglatning af tændernes rodoverflader (tandrodsrensninger). Rodoverfladerne er ikke dækket af den beskyttende emalje og kan være meget følsomme, det kan derfor i nogle tilfælde være nødvendigt at foretage behandlingen under lokalbedøvelse.

I tilfælde af tidlige stadier af paradentose er forbedring af mundhygiejnen, samt hyppige tandrodsrensninger (hver 3-4. måned) tilstrækkeligt for at standse sygdomsaktiviteten og dermed standse yderligere tab af den knogle tænderne sidder fast i.

I senere stadier af paradentose med meget dybe tandkødslommer er ovennævnte behandling ikke altid tilstrækkelig, og det kan være nødvendigt med mindre operationer, hvor man under lokalbedøvelse løfter tandkødet til side for at skabe overblik og på den måde muliggør de nødvendige rensninger.

 

Akutte former

Paradentose og tandkødsbetændelse forekommer i akutte tilfælde, hvor betændelsen kan være aggressiv, her kan det være nødvendigt at supplere behandlingen med en kombination af to former for antibiotika. Det skal dog understreges af antibiotika kun anvendes som supplement og ikke kan stå alene uden anden form for behandling.

 

Patienter med øget risiko for at udvikle paradentose

– Arvelighed: Paradentose har vist sig at have en arvelig tendens, dvs. at der er forhøjet risiko for at sygdommen kan udvikle sig, hvis én eller begge forældre har paradentose.

– Rygning: Det er bevist at rygere har væsentlig mere knogletab, flere mistede tænder og dybere tandkødslommer end ikke-rygere. Ikke sagt at man får paradentose af at ryge, men at sygdomsudviklingen er hyppigere og hurtigere hos rygere end hos ikke-rygere og at effekten af paradentosebehandling er langt dårligere hos rygere end hos ikke-rygere.

– Diabetes (sukkersyge): Patienter med et ikke-velreguleret blodsukker har højere risiko for at udvikle paradentose og reagerer ikke så godt på behandlingen, som patienter med velreguleret blodsukker.

 

OBS!!!

Det vigtigste som paradentosepatient er at indse, at sygdommen ikke kan helbredes. Sygdommen kan holdes i skak ved dagligt renhold, samt hyppigere tandrodsrensninger, og derved begrænse tab af fæste omkring tænderne.